Et dansk forlag, Ordenes by, som på forlagets hjemmeside præsenterer sig selv uden en eneste person eller ansvarshavende redaktør, har udgivet bogen Ondskab af Eiríkur Örn Norðdahl. Ondskab var desværre det bedste Island havde at byde på til nomineringen af Nordisk Råds Litteraturpris i 2014. Forlaget oplyser dog, at "det indtil videre har fokuseret på at udgive mesterlig, international litteratur."
Når Sofie Oksanen ikke engang kan have en sømmelig omgang med de lig som mange af hendes estiske slægtninge føjede til holocaustpuljen i Baltikum, uden at fordreje og forfalske historien, hvorfor skulle så en islandsk forfatter, som er barnebarn af mand som meldte sig ind i Waffen-SS som knapt 17 år, kunne levere et bedre produkt om grusomhederne i Litauen?
Hattedamer og hattemænd: Oksanen ifører sig ofte lidt "goth" gevandter, men Norðdahls hovedbeklædning og varemærke, Bowlerhatten http://norddahl.org/dansk, batter slet ikke. Hallgrímur Helgason, som brændte en kvinde af i Tyskland ved 1000 grader poserer også med den slags og hans lille hoved egner sig meget bedre til den hattemode end Norðdahls kæmpeknold. Jeg tvivler på, at nogen hat kan sidde godt på Norðdahls begavede pande.
Persongalleriet i Eiríkur Örn Noddahls bog er lige så utroligt som den islandske "virkelighed" som nogle yngre islandske forfattere, der ikke er kriminalromanforfattere, fremstiller om i deres bøger. At finde alle de grumme forbrydelser i Arnaldur Indriðasons mesterlige bøger, er dog mere sandsynligt end at genkende personerne i Norðdahls Ondskab. Litauerne, Islands nye under-under arbejderklasse som desværre begår sig godt i kriminalitetsstatistikken, har ikke produceret akademikere og forskere i holocausts som hovedpersonen i Ondskab. Lige så usandsynligt er det, at en person med jødisk baggrund ville forelske sig i en nynazist. Men det er jo fiktion, sådan som TV-serien om 1864.
Island har heldigvis ikke noget Nynazistisk parti, selvom der nok findes en flora af tatoverede galninge som onanerer i kor i et eller andet baglokale i Reykjavík eller Ísafjörður, hvor bogens "intellektuelle nynazist" kommer fra. Sådanne typer fandtes der en gang i 1960erne Reykjavík. Nogle blev til fine mænd. Endnu finere blev medlemmer af Islands naziparti i 1930erne. Én blev politimester, en anden direktør for flyvedirektoratet og en tredje bankdirektør i Nationalbanken, uden at have en afgangseksamen i økonomi fra et af de tysk universiteter som han marcherede på i anden halvdel af 1930erne.
Stakkels Omar, ifølge Smagsdommeruniverset.
Så har vi stakkels Ómar Arnarson, en af aktørerne i Ondskabens lidt uappetitlige trekant, som er islændingens nationalsport. Ómar er pure-islandsk, selvom researcherne på DR-smagsdommerne, fremstillede ham billedligt som indvandreren Omar. For kulturløse smagsdommere, som nok ikke har læst denne bog, kan oplyses at det hebraiske mandsnavn Ómar/Omer forekommer i Biblen og blev brugt som mandsnavn i Norge og på Island allerede i middelalderen. Man bor nødvendigvis ikke i en forstadsghetto i Island, hvis man hedder Ómar og det er mere sandsynligt at en islandsk nynazist hedder Omar end at et pizzabud i Reykjavík med rødder i Palæstina gør det.
Så bliver Pia lille Pia , som ikke er med i Ondskabens trekantseventyr, gjort til en moderne Oberste SA- Führerin i Eiríkur Örn Nordahls univers. Her kunne man have tænkt sig at det danske forlag friserede teksten en lille smule, sådan som forlaget Klett-Cotta i Tyskland fjernede alle Nazi-ubehageligheder fra Hallgrímur Helgasons roman Kvinde ved 1000 grader. Nej, man bør ikke censurere noget i det 21. århundrede. Man bør også erindre sig, at årtier med Europas strengeste indvandrerpolitik, som gør "SA-Führerin Kjærsgård" til skamme, har medført at pizzabuddene i Reykjavík ikke hedder Omar eller Mohammed. Den islandske flygtningepolitik udøvet af alle partier i Altinget må da være SA-Pias våde drøm og store forbillede.
Hvorfor skrive romaner om nazister Island når virkeligheden er mere løjerlig? Antisemitismen i Island bliver i disse år først og fremmest udøvet af venstreorienterede mennesker. De er islands gimpenazister.
Jeg forstår faktisk godt, at menneskene som udgiver Ondskab i Danmark vælger at være helt anonyme.
---
* For fremtidige generationer af islandske forfattere med tysk baggrund, som vil spege deres trekantsdramaer med lidt holocaust i Baltikum, anbefaler jeg dem at undgå de statslige historieforfalskninger, men i stedet for orientere sig om den rigtige historie i disse lande på www.defendinghistory.com. Her er en artikel om hvad der kan ske med folk som mig og Norðdahl, hvis man er så dum at bære hat i nutidens Litauen.
Hvis nogen vil vide, hvorledes det virkelig var i Jurbarkas, byen i Lithauen som er gjort til scene i Ondskab, så kan de få mere viden om dem som overlevede her: http://kehilalinks.jewishgen.org/yurburg/bathesis.html Næsten 700 jøder blev myrdet i Jurbarkas, ingen af dem hed Itzak Banai sådan som hovedpersonens oldefar skulle hedde. 18 af Jurbarkas jøder overlevede, 2 andre overlevede som partisaner i Rusland og kun 11 af Jurbarkas jøder overlevede i tyske udryddelses og koncentrationslejre.
Læs her om Saulius Berzhinis fantastiske film om Shoah i Jurbarkas, hvor vi møder Rita Mazeikaite —, en vaskeægte litauer som mindes jøderne som blev myrdet i hendes land med dyb respekt.
Øverst ser man den smukke synagoge i Jurbarkas bygget i ca 1790. Den blev ødelagt da byens jøder blev ført til en massegrav som andre af byens beboere havde gravet på den jødiske begravelsesplads. Her blev jøderne henrettet.